Der gik næsten et år uden hund. En ældre mand fra haveforeningen, som havde kendt til Anton rettede henvendelse til os, for hans datter skulle af med sin gravhund, for børnene på den døgninstitution, hvor hun arbejdede, var blevet allergiske overfor hundehår.
Vi blev ringet op en torsdag aften i juli måned 1997. Nu kommer Inga over i haven med hunden, så kan I jo komme over og hilse på hende. Det var ikke nemt, hverken for Inga, os eller hunden(vi ville jo aldrig have hund igen).
Vi tog imidlertid Ditte med hjem på 14 dages prøve. Prøvetiden nåede aldrig at rinde ud - vi havde overtaget hende - inden hun skulle med os på sommerferie.

Ditte er efterhånden en dame med nogle år på bagen, og da vi var blevet så begejstret for gravhundens temperament og personlighed, bestemte vi os for i sommeren 1999 at se os om efter en ny lille gravhundehvalp, som dels kunne sørge for lidt selskab til Ditte, og dels kunne hun hjælpe os med at opdrage den nye hvalp; men også fordi vi jo godt ved, at der er begrænset holdbarhed, og det gør så ondt når en af ens bedste venner går bort. Og så kom Elvis...
Vi var på det tidspunkt overhovedet ikke aktive i gravhundeaktiviteter mv., vi gik blot og hyggede os med Ditte, og hun med os.
Vi vidste derfor ikke rigtig, hvor vi skulle henvende os. Blot vidste vi, at det SKULLE være en ruhåret gravhund. Vi søgte på nettet og fandt ud af, der var noget der hed Dansk Gravhundeklub - det måtte være stedet, og under hvalpeansvisningen fandt vi frem til en kennel i umiddelbar nærhed.
Vi fik at vide, at der kun var 2 hvalpe tilbage (1 han og 1 tæve). Vi blev vejledt lidt, for vi vidste rent faktisk ikke, hvilket køn hunden skulle have; men da vi havde en tæve i forvejen, ville det nok være mest fornuftigt at vælge en hanhund. Det blev sådan, og vi var sidste vælger - det vil sige vi måtte tage den hanhund af de to fødte, der var tilbage.
Vi besøgte Elvis og alle hans søskende hos Susanne på Kennel Hodja 3 gange. 2 dage før vi skulle hente ham, fik vi at vide, at vi fik den mindste af de to hanhunde - men det var vi godt tilfredse med og er det stadig.
Vi hentede ham den 23.juli 1999 (den dag startede hundedagene). Vi troede, det hele ville være lykke og idyl - MEN NEJ! Det skulle man ikke byde Ditte. Hjemturen var noget nær forfærdelig. Lene sad på bagsædet med en kasse, hvor det var meningen den lille Elvis skulle forholde sig i fred og ro. Ditte stod på skødet af Lene på vej over på forsædet og var så sur, som vi aldrig har set hende siden. Elvis græd, så al idyllen manglede...
Det hele "klodsede" i muggenhed, kravleri, piv, klynk, varme og gøen.
Det tog 10 dage før Ditte accepterede Elvis. Helt uden vi lagde mærke til det, havde hun pludselig smidt håndklædet i ringen og legede med ham. Hun havde indset, at han nu alligevel var meget sød....
Elvis er en dejlig lille hund, som ligner sin far næsten på en prik.

For Ditte's vedkommende - Ja! så havde hun aldrig været med til nogen form for "gravhundesport" - hun var vokset op hos Inga, som arbejdede på en institution for handicappede børn. Hun var derfor tit med på arbejde, når hendes menneske havde lange vagter og hjalp her med at gøre dagen tålelig for børnene. Det siges, at hun i Geelskov har jagtet op til flere ræve - måske er det derfor hun tænder øjeblikkeligt, når vi en gang ugentligt går til ringtræning med Elvis, og Ditte her får lov til at træne i rævegraven ? Gravtræneren mener, at det har hun ventet på i hele hendes 9 år lange liv (så gammel var Ditte nemlig da hun for første gang stiftede bekendtskab med en kunstgrav). Hun fik stor ros - den anden sidste gang i sæsonen 1999 blev Ditte bidt af ræven (bøjlerne var væk); men det tændte hende endnu mere - "det skulle ræven fandeme ikke bilde sig ind" - på den igen !
Udstilling bliver det aldrig til med Ditte - hun har for skæve bagben (hun gider heller ikke det der med at gå rundt i ring - og op og stå på et bord, det minder mest om et dyrlægebesøg).
Nej! Ditte får lov at nyde sin sidste år med grav og spor.

For Elvis' vedkommende. Han deltog i sommer og sensommer 1999 i ringtræning, for vi havde meldt ham til babyudstilling i efteråret 1999, og det var jo nok en god idé at lære hunden at gå pænt. Udstillingen gik også godt. Han fik en pæn udtalelse (SL).
Så blev det efterhånden hen ad den årstid, hvor det er mørkt om aftenen. Vi meldte Ditte til sportræning (det skulle hun også prøve); men træneren syntes da absolut, vi skulle tage Elvis med.
Elvis nåede lige akkurat at få sin sidste hvalpevaccination før han kastede sig ud i sportræning. Det var en oplevelse - både for træner, os - men så sandelig også for hunden. Da han ikke var ret gammel, var sporet heller ikke ret langt; men han klarede det - Ja! han åd godt nok meget af blodet og brækkede sig.
Da han havde fundet "løbet" fór han stolt af sted gennem skoven (han kunne dårligt slæbe det) - op til Ditte, som stod og ventede på at komme i gang med sit spor : "Se Ditte - se hvad jeg har fundet" Han var dagens sporhund (synes vi)!
Elvis har nu været på flere udstillinger - og det er blevet til 1.pr. og 2.pr. Nu mangler vi blot at han består nogle prøver, så vi kan drive det lidt videre.

Men her må vi nok vente med tålmodighed, for spor - nej! det har ikke Elvis' store interesse mere - han var dygtig da han var lille.
Han vil hellere rende rundt og snuse i skovbunden efter mus og måske se et stykke vildt !
Derfor prøvede vi så at træne ham på grav; men Nej! Tak Hr. Lærer - det har sandelig ikke Elvis' interesse. Der er mørkt, og der lugter grimt, hvad skal jeg derned efter ? Vi ved godt, hvad det er han vil - han vil på drev. Det opdagede vi under en af vores week-ender på Ulvshale, hvor Elvis gik helt i 'drevgøen', da et rådyr viste sig i skoven, og han var ikke til at slæbe ud af skoven igen. Så måske en gang når Lene har overvundet sin angst, at Elvis kan blive meldt på en drevprøve (det er jo bare ikke rigtig noget, vi sådan kan træne her i København).

Ja! en gang gravhund altid gravhund ! Så nu er Neil kommet til. Han flyttede ind hos os i juni måned 2002. Han kommer også fra Kennel Hodja, da vi syntes så godt om hundene derfra. Neil og Elvis har samme far; men mødrene er forskellige, og man kan bestemt ikke sige de to hunde ligner hinanden. Vi træner nu ringtræning med Neil, og håber at det kommer til at gå godt, når vi første gang skal på udstilling i Fakse den 13.oktober 2002
Neil har det godt hos os. Han leger godt med Elvis og elsker både Elvis, Ditte og sine mennesker.
Sådan kan det gå..... Gravhundene optager, efter vi har fået Elvis (og nu Neil) en stor del af vor fritid. "Gravhundefolk" har været årsag til, at vi nu ikke "bare" har et 'par' hunde. Vi deltager i ringtræning, sportræning, gravtræning og udstillinger.

Men intet godt varer jo evigt. Ditte blev 15 år og en uge.
Så var det desværre tiden, hvor vi måtte tage afsked med Ditte.
Men vi vil alle - her i Rodzonen - huske Ditte for hendes venlige og glade humør og hendes altid gode appetit.
Tak for nogle rigtigt gode år og et dejligt minde om en lille sød gravhund - lille Ditte-pige!





Opdateret d. 9.9.2005